
Min online kogebog til mine dejlige piger, håber I kommer til at elske den.
Det hele startede da jeg var omkring 16 år med en notesbog om madlavning, her blev flittigt skrevet opskrifter . Ret hurtigt blev jeg dog klar over, at jeg havde brug for at kunne sætte nye sider ind, og her blev ideen til ringbindsmetoden født. Den første opskrift i mit ringbind er koldskål som min mor lavede den, den blev skrevet ind omkring 1994, i skrivende stund indeholder mit ringbind 104 sider, og der er flere opskrifter pr side ofte 3-5. Nogle opskrifter er også blevet skiftet ud med tiden, hvis de ikke blev brugt eller jeg fandt på noget bedre.
For nogle år siden sagde den ældste af mine døtre, at hun altså gerne ville arve ringbindet. Jeg har siden tænkt over dette og var først nået frem til, at de hver især kunne få en kopi når de flyttede hjemmefra. Den ide udviklede sig til, at jeg nu har lavet en hjemmeside med mine opskrifter. Det har 2 store fordele, for det første er opskrifterne blevet mere udførlige så der ikke er en masse underforståede hints og derudover kan alle andre der måtte være interesseret også få glæde af min samling.
Rigtig god fornøjelse, håber der er noget som lige netop du kan bruge og få glæde af.
Mor Hanne
