
Mad som passion tager meget tid, men er også en dejlig fritidsaktivitet, som hele familien nyder godt af.
Jeg har lavet denne side til mine tre piger. Jeg har et ringbind hvor jeg skriver opskrifter i. Mine piger vil alle sammen gerne have ringbindet med sig når de flytter hjemmefra, men nu får de alle opskrifterne samlet her. For det første bliver de skrevet mere udførligt, så det ikke kun er mig der ved hvad der menes, desuden kan mange flere få glæde dem hvis de lyster.

Jeg er født i Odense i 1976. Jeg bor på Nordlangeland på et nedlagt landbrug, her har jeg boet siden 2006, jeg laver selv en stor del af mit kød og grøntsager. Til daglig er jeg folkeskolelærer, og underviser selvfølgelig i madkundskab, som er mit bedste fag.

Sæson er nok det vigtigste princip i min måde at leve på. Vi spiser efter hvad vi har tilgængeligt, som er vores eget eller går efter det der er dansk produceret. Andre vigtige ord der beskriver mit madsyn er hjemmelavet, gode råvarer og bekæmp madspild.
Omdrejningspunktet i min madlavning er de 5 grundsmage, de bedste retter indeholder alle smage, og derfor har jeg altid et udvalg af eddiker og sirupper på lager til tilsmagning.
Jeg er mor til 3 dejlige piger på 11, 17 og 20 år. De er ofte med i køkkenet, eller overrasker mig med egne kreationer.

Completto er min families fredagsmad. Efter flere rejser til Ladispoli i Italien, begyndte jeg at lave completto, inspireret af den servering vi fik når vi bestilte en drink, ofte gin og tonic, som completto.

